|
KUFAB Københavns Universitets Forskningsgruppe vedrørende Alternativ Behandling |
| Forside Formål Undersøgelser Forskningsmiljøet Hvem er vi? Kontakt Presse Links English |
Formålet er at levere evidensbaseret viden om alternativ behandling til samfundet.
Forskningen samles i
årene 2006-08 om sygdommene kræft og sclerose. De to sygdomme har høj udbredelse
og omfattende følgelidelser, hvor den etablerede behandling ofte ikke kan
udrette nok. De to patientgrupper har en omfattende benyttelse af alternativ
behandling.
Forskningen retter
sig mod tre former for alternativ behandling: zoneterapi,
akupunktur og meditation. De tre former har stor udbredelse i befolkningen, men
vores viden om deres effekt, potentiale og virkningsmekanismer er yderst
sparsom.
Det er forskningsgruppens hensigt:
(1) At videreudvikle den faglige tænkning om forskning i alternativ behandling gennem samordning og oversættelse af begreber og teorier mellem det alternative og etablerede område. Derudover at udvikle stringente relationer mellem alternativ tænkning og traditionel empirisk efterprøvning, så det fremover bliver lettere at sætte alternative behandlingspåstande til empirisk efterprøvning.
(2) At videreudvikle de eksisterende forskningsdesigns og forskningsmetoder, så forskerne i højere grad kan lave kontrollerede, randomiserede effektundersøgelser samtidig med, at den alternative behandling afprøves i en helhedspræget form, der svarer til den daglige behandlingsvirkelighed. På baggrund af de første undersøgelser vil gruppen arbejde med potentialet i placebobegrebet og udvikle nye designs med placebokontrol for at analysere, hvilke elementer i den samlede behandling, der i givet fald er virksomme, og herunder afdække mulige interaktioner mellem specifik og non-specifik effekt.
(3) At undersøge i hvilken udstrækning psyko-neuro-immunologien (PNI) som teoretisk redskab kan forklare de effekter, man nogle gange kan finde af alternativ behandling, og i hvilken udstrækning PNI derved kan udgøre en teoretisk model for forståelse af den alternative behandlings virkningsmekanismer.
(4) At lægge vægt på international publicering og dansk formidling heraf. Endvidere at omsætte projektets teoretiske og empiriske forskningsresultater i en række undervisningssammenhænge på universitetet og derved etablere en ny tradition for samspil mellem forskning og undervisning inden for dette område.