Akupunktur (fra latin acus, "nål") er
en teknik hvor man indsætter og manipulerer nåle i
"akupunkturpunkter" på kroppen for at stimulere
cirkulation, og på den måde fremme kroppens helbred og
velbefindende. Metoden er bredt anerkendt indenfor både
alternativ og konventionel behandlingsform : Udover at
blive benyttet som behandlingsform hos alternative
behandlere, benyttes akupunktur af mere end 1000 læger i
Danmark. Det diskuteres hvorvidt der findes
tilstrækkeligt med lægevidenskabelige beviser for akupunkturs positive effekt på
eksempelvis hovedpine, lændesmerter og kvalme, og behandlingsformen
er et forskningsområde der stadig savner uddybning og
anerkendelse.
Akupunktur er
udvalgt som behandlingsform til
undersøgelse,
fordi den er meget benyttet, og fordi den i en
vis udstrækning er på vej ind i den etablerede
lægeverden, selv om den stadig har sit helt eget
teorigrundlag. Inden for det senest undersøgte år (2003)
benyttede 5,1 procent af danskerne akupunktur, og 11,6 %
har prøvet det (SIF & ViFAB, 2006). Det er
tilsyneladende den alternative behandlingsform, som har
størst bevågenhed og udøves af flest fagfolk inden for
det etablerede sundhedssystem. Alligevel er den
foreliggende dokumentation for virkningen af akupunktur
begrænset. Der er gennemført adskillige effektstudier af
akupunktur, men et gennemgående tema i de gennemførte
meta-analyser på området er, at studierne er af
utilfredsstillende videnskabelig kvalitet, og at der er
behov for mere og bedre forskning (Furlan, 2005;
Casimiro, 2002; He, 2004; Melchart, 2001; Smith, 2004;
Green et al., 2002). Det er imidlertid veldokumenteret
at akupunktur er ligeså effektiv som konventionel
medicinsk behandling (og mere effektiv end placebo) i
forhold til at forebygge kvalme og opkast hos voksne
efter operation (Lee, 1999). Desuden er der begyndende,
men dog begrænset dokumentation for at akupunktur kan
lindre på en række smertetilstande (Melchart, 1999; Ezzo,
2000; Ernst, 2002). Der findes i dag en pænt antal
veluddannede akupunktører i Danmark. Såfremt vi kan
dokumentere effekt, vil det derfor være let at drage
behandlingsmæssige konsekvenser i praksis.